Refleksioner over Mühlheimer Theatertage 2007
Af Chefdramaturg ved Det Kongelige Teater Karen-Maria Bille


Måske er det sådan at et lands guldalder indenfor en bestemt kunstart - som en naturlov -bliver formativ for denne kunstarts senere udvikling. Set i engelsk perspektiv indebærer det, at Shakespeares teater for folket har været afgørende for den britiske teaterscenes grundlæggende populisme. Kimen til dansk teaters instrumentalisering af scenen til et sted, vi bruger til at gøre grin med vores omgivelser, blev lagt med Holberg og siden cementeret med den danske guldalders tre H’er, Hertz, Hostrup og Heiberg, for endelig at blive videreført i revyen. Mens tysk teater har taget afgørende form af Schillers idé om teatret som en moralsk anstalt. Teaterforestillingen skal med andre ord være følelsesmæssigt rustende for sine tilskuere, der ved at være vidner til de ædle sjæles kamp finder moralsk opbyggelse.

Det var en af de ting, jeg fik lejlighed til at diskutere med en engelsk kollega under sidste uges ophold på Mühlheimer Theatertage, en teaterfestival for nyskreven scenedramatik fra det tysksprogede rum. Vores diskussion udsprang naturligvis af det der foregik om ørerne på os, for sammenlignet med både engelsk og dansk teater er tysk teater enestående i sin politiske og moralske ransagelse af den egne kultur. Og de efter hver forestilling følgende samtaler mellem scene og sal vidner om et publikum der, set med danske øjne, er misundelsesværdigt engagerede i teaterforestillingen som fuldgyldigt indlæg i en samfundsdebat.

Det var en bred vifte af problemstillinger årets 8 nominerede forestillinger rejste. Den østrigske Nobelpristager Elfriede Jelinek, tysksproget teaters kronede dronning, der siden 2002 har været repræsenteret med ikke mindre end 5 skuespil på Mühlheimer Theatertage, gjorde sig dette år gældende med sprogpanoramaet ”Ulrike Maria Stuart”. I en kompleks konstruktion sammenvæver Jelinek Friedrich Schillers drama om de to rivalinder Maria Stuart og Elizabeth I med historien om de kvindelige RAF-medlemmer Gudrun Ensslin og Ulrike Meinhof. Paralleliteten findes ikke mindst i forholdet til børnene, der med en overblænding til Shakespeares ”Richard III”, føres til Tower for at blive likvideret.

Også skuespilleren Thomas Lawinky og forfatteren Armin Petras har i stykket ”Mala Zementbaum” fat i Tysklands nyere historie. Her gælder det den statslige terror i det tidligere Østtyskland, der vedbliver at være et påtrængende tema for kunstnere med rødder og opvækst i DDR. Lawinky blev først kendt i den tyske offentlighed gennem den såkaldte ”spiralblokaffære”, hvor han under en forestilling rev skriveblokken fra en teateranmelder fra det velrenommerede dagblad Frankfurter Allgemeine. Kort efter afslørende han sig selv som tidligere Stasi-agent. I modsætning til andre Stasi-medarbejdere, der – når deres fortid er blevet kendt af offentligheden– har været genstand for en komplet isolation, er det lykkedes Lawinky at forblive i cirkulation. Sammen med Armin Petras, der med stor succes leder Berlins nye dynamiske in-teater. Maxim Gorki Theater, har han med afsæt i sin egen biografi skrevet et stykke om gerningsmand-offer-problematikken.

Skandaleteksten ”Schwarze Jungfrauen”, skrevet af endnu en hårdtslående duo i skikkelse af tyrkiskfødte Feridun Zaimogul og den tyske forfatter Günter Senkel, er et værk der tager fat der hvor det gør ondt lige her og nu. Teksten former sig som en samling dokumentarisk baserede monologer af troende muslimske kvinder bosat i Tyskland. Det er en tekst der får den danske ækvivalent, ”Tørklædemonologerne”, til at ligne godnathistorier for de mindste. Selv om der ikke er tale om dokumentarisme i ordets strengere betydning, for så vidt som teksterne tydeligvis er blevet bearbejdet af en forfatter ligesom de fremføres af skuespillere, så er det vigtigt at vide, at de udspringer af interviews og ikke er produkt af et par syge mænds fantasi. Den vrede og hadefulde vulgaritet der er monologernes generelle puls er næsten ubærlig. Da stykket havde urpremiere på den subversive berlinerscene HAU – Hebbel am Ufer - for godt og vel et år siden, var den første interesse vendt mod den omstændighed, at man gav stemme til en befolkningsgruppe der hidtil havde været stum – de tilslørede kvinder. Snart vendte interessen sig mod det disse kvinders monumentale optagethed af sex. Flere af dem er ikke længere jomfruer i ordets tekniske forstand. En af kvinderne er således flygtet fra Tyrkiet, fordi hendes elsker har sat nogle sex-billeder taget med kameraet på en mobiltelefon, i omløb. En anden af kvinderne har kun bevaret sin mødom, fordi hun, som hun selv udtrykker det, sidder i rullestol ”som en anden tilsløret kraftidiot”. I en blanding af livslyst og selvhad indleder hun et sadomasochistisk forhold til sin plejer. Det er imidlertid ikke udelukkende disse tilslørede kvinders eksplicitte forhold til sex der chokerer, det er i lige så høj grad deres yderliggående konservative holdninger, der får en til at miste pusten. For slet ikke at nævne den i teksten mange gange nævnte tro på at islam vil sejre over den kristne-ateistiske vestlige taberkultur.

Årets vinderforestilling og publikumsdarling ”Das Kapital, Erster Band” af det fremstormende kunstnerkollektiv Rimini Protokoll leger ligeledes med dokumentarismen, om end den også her er manipuleret i sin kunstneriske formgivning. Et af kendetegnene ved Rimini Protokolls arbejdsmetode er, at de i deres forestillinger har erstattet skuespillerne med såkaldte ”livseksperter” dvs. mennesker der har et professionelt eller personligt forhold til forestillingens tema og selv går på scenen for at repræsentere sin historie og sine holdninger. ”Das Kapital, Erster Band” former sig som en receptionshistorisk panorering over Karls Marx’ videnskabelige værk. En del af Rimini Protokolls talent består i deres evne til at caste mennesker, der både har et interessant budskab og er virkningsfulde på en scene. I dette tilfælde er det lykkes dem at samle et broget selskab bestående af bl.a. en politisk aktivist og besætter, en forhenværende ludoman, en blind pladesamler der har læst Kapitalen i blindeskrift, en dissident filminstruktør fra det tidligere USSR, forfatteren til en biografi om en kendt tysker der blev hovedrig ved at svindle sig frem som investeringsrådgiver for multinationale selskaber og den sidste direktør for DDRs Videnskabshistoriske Institut.
I en collage af de medvirkendes egne erfaringer, musik, filmklip og oplæsning formidler forestillingen en historie om, hvordan en verdensanskuelse har formet disse menneskers tilværelse, men også hvordan den har motiveret dem til at blive handlende individer. Ud af det er der kommet hvad man kan betegne som en stærkt associeret læsning af det knap 150 år gamle værk, i hvilken det lykkes Rimini Protokoll at fjerne det tommetykke støv der har lagt på værket siden 70’ernes dogmatiske kapitallæsning. – Københavnere vil få lejlighed til at stifte nærmere kendskab med Rimini Protokoll i den kommende sæson, hvor de først besøger KITs Metropolis festival i august 2007 og foråret 2008 gæster det tidligere Aveny Teater på Frederiksberg: Camp X.

Rimini Protokolls forestilling var et højdepunkt på en festival, der ellers ikke var præget af de store formelle eksperimenter. Som helhed betragtet – og med vilde Elfriede Jelinek som undtagelse – går tendensen i den nyskrevne tyske dramatik mod de gammelkendte narrative strukturer. Ligesom billedkunsten oplever en opblomstring af det figurative maleri, søger teatret mod det historiefortællende. De nære emner er endnu en gang kommet til deres ret og dramatikken i Mühlheim kredsede om genkendelige temaer som forældreskab, ensomhed, tilhørsforhold, livsangst og følelsen af svigtende sammenhængskraft. Når det var bedst holdt op imod en global horisont, og så godt som altid med en indlejret bevidsthed om eller refleksion over den nære samtidshistorie